Aros, som er det gamle navn for Aarhus, er Danmarks tredjeældste by efter Ribe og Hedeby. Langs Aarhus Ås nordbred, tæt på åmundingen ud mod Aarhusbugten, opstod en handelsplads i 770’erne. Byens ældste navn Aros betyder netop åmunding, så navnet betyder »bebyggelsen ved åmundingen«. Centrum af bebyggelsen har, i modsætning til hvad der normalt er tilfældet i de ældste byer i Norden, altid ligget samme sted. Aarhus har med andre ord ligget på dette sted i godt 1200 år. Det er netop det arkæologiske kildemateriale, der taler for at føre det ældste Aarhus helt tilbage til de sidste årtier af 700-tallet. I det skriftlige kildemateriale dukker Aarhus nemlig først op i 948 i forbindelse med en synodeberetning fra Ingelheim i Tyskland. I beretningen fra det gejstlige møde den 7. juni 948 hedder det blandt andet, at den var foregået »under deltagelse af … Reginbrand, Aarhus Kirkes bisp«. Bisperne fra Ribe og Slesvig (Hedeby) nævnes også. Strengt taget ved man ikke, om bisp Reginbrand residerede i Aarhus, eller han blot var udnævnt til at være byens bisp, men man kan konkludere, at Aarhus må have eksisteret som en vigtig by i midten af 900-tallet, siden der var udpeget en biskop til byen. Frem til cirka 934 synes byen blot at være omgivet af en bygrøft, som mere skal opfattes som en afgrænsning af byen i forhold til det omgivende terræn end som en form for befæstning. Det blev der lavet om på omkring 934, hvor byen blev omgivet af en ringvold og en forholdsvis beskeden voldgrav. Meget tyder på, at kong Gorm den Gamle stod bag den første befæstning af Aarhus.
Tidligere antog man under indtryk af forholdene i Hedeby, at Aarhus var omgivet af en halvkredsvold, der var åben ud mod kysten. Her skulle en undersøisk pælespærring have sikret byen mod overfald fra søsiden. Imidlertid kan man ikke sammenligne den åbne Aarhus Bugt med de snævre og lavvandede besejlingsforhold i Slien og Haddeby Nor. Imod en pælespærring ud for Aarhus taler det forhold, at havet ret hurtigt når en så stor dybde, at det ikke var praktisk muligt at etablere en pælespærring. Desuden ville man svække befæstningen betydeligt ved at lade den stå åben ud mod havet, hvor der maksimalt var 2,5 meter ned til havet. Der er grund til at tro, at den tidligere vold langs kysten er forsvundet som følge af omfattende erosion, som fra vikingetiden frem til 1600-årene skønsmæssigt har fortæret en 30-40 meter bred kystzone ud for Aarhus.