Året efter Prinsesse Margrethes deltagelse blev det nuværende professor Klavs Randsborgs tur til at komme med på den fællesskandinaviske ekspedition til Nubien. Som man kan forstå af hans beretning, gjorde turen et uudsletteligt indtryk.

I mørket er alle lyde lige nære, lige fjerne. I daggryet kommer først silhuetterne, så afstandene listende, farverne, og pludselig – er der bevægelser. En halv time senere står solen højt på himlen. Koksgrå klipper og det rødgule sand vil røbe spor af mennesker: helleristninger med for længst bortvandrede dyrearter, runde stengrave, flintredskaber og fodspor og bildækspor af i går. En ruin – måske et kloster. Men ingen klokke lyder; dog kaldes troende til bøn. 

HØR DRONNING MARGRETHE FORTÆLLE

Rejsen var startet i Kastrup og gik med propelmaskine og mange pauser: optankning, strækken ben, ny mad om bord og mere end 12 timer til Khartoum – byen, der i 1963 var den stolte indehaver af det eneste trafiklys mellem Cairo og Johannesburg. Dages venten, og så af sted mod nord i en lille maskine; en steward i korte bukser serverede perlehønseæg og bacon. Fløj lavt over underskønne landskaber, halvt abstrakte malerier, halvt det indre af menneskekroppe; Nilen som en brun, udrevet tarm. Landede i ørkenen et sted: revnet asfalt, en enkelt bygning og en garage med en lakskinnende brandbil. Ellers intet. Tilsyneladende. 

Den Skandinaviske forenede Ekspedition til det sudanesiske Nubien var del af et internationalt UNESCO-initiativ, som populært hed »Red Nubien!«. Det omfattede ekspeditioner i flere territorier, hvor arkæologer skulle udforske og udgrave så mange levn som muligt, inden den kæmpestore »Lake Nasser« steg op af Nilen bag den nye store dæmning ved Aswan i Egypten. Ramses II’s klippetempel Abu Simbel blev skåret i klodser og genrejst oppe på bjerget, men andre monumenter ligger i dag tyst under Afrikas vand, der glider mod Middelhavet gennem Nubiens skønhed. Landet der kun består af fire dimensioner. Floden, der løber mod nord, vinden, der blæser mod syd, og mod øst som mod vest – ørkenens mur om denne korridor til det sorte Afrika. 

De fire nordiske lande gennemførte i årene 1960-64 fire kampagner, støttet af både regeringer og private fonde. Primus motor var professor Torgny Säve-Söderbergh, en kendt egyptolog fra Uppsala. Ambitionen var at redde alt, fra palæolitiske bopladser til kristne kirker med smukke fresker i dybe farver, i området øst for Nilen, hele 70 km fra den egyptiske grænse i nord, rundt om byen Wadi Halfa, og helt ned til syd for Anden Katarakt. De første af en række videnskabelige publikationer kom i 1970, faktisk en af de interessanteste – en detaljeret gennemgang af alle de mange helleristninger med en introduktion til ekspeditionen. 

Dronning Margrethe deltog aktivt i den tredje ekspedition i 1962/63 og delte tykt og tyndt til glæde for alle. Der er ingen tvivl om, at hendes besøg øgede danskernes prestige; nubierne talte med begejstring om »Prinsessen«. Debeira i det civiliserede nord var dengang hovedkvarter. Da jeg selv deltog året efter, var det i Abka-lejren, et gårdhus af ler i en landsby ved den vilde Anden Katarakt, der bruste som et S-tog om natten. Så beroligende, når jeg lå i mørket på min palmegrensseng, og kryb løb og gled på taget og fik fint sand til at drysse ned på den plettede, kolde pude.

Det var en helt anden verden. Ingen el og ingen rindende vand, men en enkel luksus: et petroleumsdrevet køleskab. Nilens rivende strøm skulle krydses med pramme af bliktønder, der fyldtes så hurtigt, at man skulle ramme en lille holm midtvejs og tømme båden. Gamle, skrumlende lastbiler i langsom fart, overlæssede, som kørte de ud af Anden Verdenskrig. Det var en forsinket mellemkrigstid, men samtidig det unge Sudans første år efter uafhængigheden. Der var en enkelt, ukendt transistorradio i landsbyen: globaliseringens første spæde start, med »Silent Night« fra Radio Jordan juleaften. 

En fredag, den muslimske hviledag, er der en summen på den anden side af den høje lermur: Snesevis af folk – mænd, kvinder, børn – ivrigt gestikulerende foran min tidstavle lavet på fire stykker A4-papir i bedste Skalk-stil og holdt fast med søm i propper. Årstal og rudimentær arabisk skrift, men mest mange billeder. Tænke sig, at viden kan fascinere så meget; hvilken kraft der her lå – for første gang en forklaring på, hvad vi lavede. 

Det er tankevækkende, at det, der først og fremmest står tilbage i erindringen, ikke er de hundredvis af grave, ruiner og andre levn fra fortiden, selv ikke oldsagerne – de smukke rød- og sortpolerede skåle – men sindets beruselse af andre ting og af at have været et så fremmed, hårdt og vidunderligt smukt sted. I dag ligger det hele skjult i et svagt blågrønt, grumset mørke på dybt vand. Lige så blændende solbeskinnet var det engang. 

Oversvømmelsen var som en forudanelse – en tanke om at suge hvert sekund til sig. Lære at leve i et andet samfund, mens det endnu var til, og vi er til. Det var det allermest værdifulde ved månederne i Nubien. Landet, der indstillede unge arkæologiske øjne på ny og justerede alle senere tanker. Landskaber der blev til økonomi og trafik, grave til samfund, oldsager næsten til mennesker og alt til tanker og følelser: fortiden set gennem en eventyrlig nutid. Intet var mere det samme for nogen, næppe heller for Dronning Margrethe.