I gamle dage det var engang
at danske folk var i kongetrang;
de gode græd, og de onde lo,
hvor ingen hegner, kun torne gro.

Da kom en snekke for fulde sejl
med løvehoved og hjertespejl
med guld og våben og stads om bord
med ikke en sjæl ved mast og ror.

Således digtede N.F.S. Grundtvig, og det er i denne romantisk-poetiske form fra anden halvdel af 1800-tallet, at vi i dag støder på ordet snekke i betydningen et stolt knejsende vikingeskib. Hvem kender ikke også de første par linjer i sangen »Prins Kristian«: De snekker mødtes i kvæld på hav/og luften begyndte at gløde…

Inden da er der gået nogle århundreder, hvor ordet snekke kun sparsomt optræder i de skriftlige kilder, men i markbøgerne til Christian V´s matrikel 1688 støder vi på flere marknavne, hvori ordet indgår. Søger vi endnu længere tilbage i tiden, så er ordet velkendt i vikingetidens og den tidlige middelalders Nordeuropa, hvor det blandt andet forekommer i norrøne skjaldekvad, i et tillæg til Skånske Lov og i en kort fremstilling af Gotlands ældste historie (Gutasagaen). Under annalerne for årene 1052 og 1066 forekommer det også i Den angelsaksiske Krønike i formen »Snacc«. Snekke bruges her om et mindre fartøj, specielt om et krigsskib eller et ledingsskib.

HØR DRONNING MARGRETHE FORTÆLLE

Ordet snekke har fået en ny betydning i forbindelse med undersøgelsen af pladsen ved Fribrødre Å på Falster, og et andet væsentligt resultat af undersøgelserne har været en revurdering af vandvejenes betydning i Danmark i vikingetiden og den tidlige middelalder.

I Saxos Danmarkshistorie (Syvende Bog) kan vi blandt andet læse om den aldrende danske småkonge Siger, der havde hængt helten Hagbard, fordi han uberettiget havde sneget sig ind til Sigers datter Signe. Derfor ville Hagbards broder Hake have hævn. Han landede med en stor hær og flåde ved Hærvig (Kalundborg): 

»Derpå delte han sine styrker i tre, og de to tredjedele af flåden bemandede han med et lille antal roere, som han sendte i forvejen til Susåen, hvor de skulle krydse sig op langs åens slyngede løb for at kunne komme landtropperne til hjælp, hvis det blev nødvendigt. Selv fortsatte han til fods sammen med resten af styrken, og for ikke at blive set holdt han sig mest i skovene«. Efter forskellige bataljer afventer Hakes hær flådens ankomst ved landsbyen Alsted, men slaget står, inden skibene når frem. Og Saxo fortsætter: »Natten efter slaget nåede så flåden helt op ad Susåen til den aftalte ankerplads. Åen var dengang sejlbar, men i vore dage er den så tilgroet og opfyldt med fast materiale, at den er blevet for smal, og de færreste fartøjer kan trænge op ad det snævre og ufremkommelige løb«.

Det har altså dengang været muligt, godt nok med noget besvær, at sende en hel flåde af skibe op ad Susåen og midt ind på Sjælland. Ådalene har været mere vandfyldte og har derfor også været væsentligt bredere, end de syner i dag. Gennem de sidste 100 år har vi i Danmark rettet åløb ud og oprenset åbunden med henblik på at få vandet hurtigere igennem afvandingssystemet. Derfor synes vores vandsystemer i dag væsentligt mindre, end hvis de kunne have udviklet sig naturligt.

Inspirationen til at gå i dybden med både snekkenavnene og besejlingsforholdene i de danske åer kommer fra de arkæologiske undersøgelser af en værftsplads på Nordfalster ved Fribrødre Å.

I efteråret 1981 ville gårdejer Vilhelm Pedersen fra Maglebrænde forhøje volden langs Fribrødreåen, som skulle forhindre, at hans lavtliggende marker blev oversvømmet. Han kørte langs åen og tog jord fra brinken til at forhøje volden med. Under arbejdet begyndte sorte træstykker at komme op med gravegrabben, og stykkerne viste sig ved nærmere eftersyn at være skibsdele af egetræ. Fundet blev behørigt anmeldt til det lokale museum Falsters Minder, der bad Vikingeskibshallen i Roskilde om at se nærmere på sagen.

Marken, hvor fundet blev gjort, ligger lige syd for det sted, hvor Fribrødreåen løber ud i Fribrødredalen et par kilometer fra åens udmunding i Stubbekøbing havn og Grønsund. Indtil slutningen af 1800-tallet var Fribrødredalen endnu en række sammenhængende småsøer, men dræningsarbejde og etableringen af en pumpestation har reduceret vandstanden i åsystemet betydeligt. I den tidlige middelalder har dalen været en egentlig fjord, og den plads, vi her beskæftiger os med, har ligget i læ bag et lille næs, der skyder frem fra vest, lige syd for åens udmunding i fjorden.

De skibsdele, som gravemaskinen i 1981 hentede op fra åbrinken, så ud til at have været fra et enkelt skib, bygget efter den nordiske tradition, som vi kender den fra vikingetid og tidlig middelalder. Denne skibstypes typiske træk er, at det spidser til ved begge ender med jævnt buet overgang mellem køl og stævn. Spanter og bjælker i den indvendige afstivning er anbragt symmetrisk på tværs, jævnt fordelt over bådens længde, og den udvendige skalkonstruktion har klinklagte planker, det vil sige planker, der overlapper hinanden langs kanterne. 

På et enkelt punkt adskilte de fundne planker sig dog fra, hvad vi er vant til at se, og det var i klinkningen af bordene. Bordplankerne var ikke holdt sammen af jernnitter, som det kendes fra periodens andre nordiske skibsfund, men af små tætsiddende trænagler. Denne måde at binde plankerne sammen på kendes fra de vendiske stammer, der i vikingetiden og begyndelsen af middelalderen boede langs Østersøens sydkyst.

Med udsigten til at finde et skib – måske en vendersnekke – på bunden af åen og delvis inde i åbrinken påbegyndte Vikingeskibshallen i Roskilde i samarbejde med Museet Falsters Minder og Nationalmuseet de arkæologiske undersøgelser i juni 1982. Udgravningerne pågik med jævne mellemrum i årene frem til og med 1993.

Det blev dog ikke et helt skib, der dukkede op i mosedannelserne langs åen, men løsdele fra mange forskellige fartøjer indlejret i et kompakt fundlag med grene, affaldstræ, hugspåner, knogler, keramik m.m. Skibsdelene var slidte og ødelagte, og næsten alle viste spor efter reparationsarbejde eller ophugning. Således var bundstokke og knæ kløvet på langs gennem naglehullerne for at kunne frigøres fra bordplanker og bjælker. Det var også karakteristisk, at større stykker af bordplanker og bjælker næsten helt manglede blandt fundene. Ud over skibsdele og tovværk indeholdt fundlaget forskellige redskaber, tovværk, keramik m.m. 

Fundet blev tolket som en værftsplads eller havn, hvor der var foretaget reparation, ophugning og måske nybygning af skibe. Det udgravede område havde stået under vand, da skibsbyggerne arbejdede, og i moselagene kunne det ses, at der havde været en bevoksning med tagrør. Her på det lave vand mellem rørene måtte arbejdet med skibene have fundet sted, og de ting, vi fandt, var enten kastet forsætligt bort eller tabt. Over hele det afdækkede område stod i tilfældig orden lodret nedbankede stolper, der måske var blevet brugt til reparations- og ophugningsarbejdet.

I forbindelse med udgravningerne blev der kigget lidt nærmere på områdets stednavne. Det næs, der fra vest skyder ud i ådalen, dér hvor åen mundede ud i den tidligere fjord, benævnes i 1688 Nørre Snekkebjerg i markbøgerne for Maglebrænde by, mens et tilsvarende næs lidt længere mod syd kaldes Søndre Snekkebjerg. Følger man åløbet lidt videre ind, kommer man til et større område med navnet Snekke Tofter. Vi var således i gang med at udgrave dele af snekker i et landskab, hvor ordet snekke var blevet fast indlejret i marknavnene og stadig kunne aflæses på de ældste matrikelkort flere hundreder år efter, at snekkerne havde eksisteret. 

I samarbejde med Bente Holmberg fra Institut for Navneforskning på Københavns Universitet blev der foretaget en gennemgang af markbøgerne 1681-83 for snekkelokaliteter overalt i Danmark for at undersøge, om pladsen ved Fribrødre Å er en enestående lokalitet, eller om den eventuelt gennem kombinationen af fund og navnestof kunne vise vejen til andre lignende havnelokaliteter. Det resulterede i registrering og lokalisering af i alt 103 snekkenavne. Lokaliteterne findes spredt langs kysten i de indre danske farvande, og de er alle beliggende, så man tilsyneladende har kunnet sejle til dem. De ligger typisk et stykke inde i landet, tilbagetrukne og beskyttede fra kystlinjen. På dette grundlag var det rimeligt at formode, at snekkenavnene er dannet i forbindelse med skibsaktiviteter i vikingetid eller tidlig middelalder.

Når man i dag befinder sig på værftspladsen ved Fribrødre Å, kan det være vanskeligt at forestille sig, at så store skibe, som man kan dokumentere gennem fundene, har kunnet sejle ind til pladsen; tilsvarende forhold gør sig gældende ved flere af de øvrige snekkelokaliteter. De mange skibsdele beviser imidlertid, at det har kunnet lade sig gøre.

De gode bevaringsforhold ved Fribrødre Å skyldes, at der efter pladsens ophør skete en vandstigning og en ferskvandssødannelse i det område, der tidligere var en fjordarm. Man må formode, at der blev dannet en kunstig eller naturlig dæmning et stykke ude i retning af den nuværende kyst.

Det arkæologiske arbejde med det kompakte fundlag er dels foregået gennem geologiske boringer for at fastlægge udstrækningen, dels gennem egentlige udgravninger forskellige steder i forløbet. Fundlaget er bevaret i datidens åløb, der har slynget sig gennem dalen på en helt anden måde end åen i dag. Laget strækker sig over cirka 700 meter, fra Søndre Snekkebjerg og forbi Nørre Snekkebjerg og ud i den daværende fjord. Den største koncentration af skibsdele findes i den nordlige del af området, mens skibsdelene stort set forsvinder fra laget ud for Søndre Snekkebjerg. Ud fra dendrokronologiske dateringer af skibsdelene samt ud fra en række kulstof14-dateringer af blandt andet de vidjer, der nogle steder var indflettet langs åbredden, blev skibsaktiviteterne dateret til anden halvdel af 1000-tallet eller begyndelsen af 1100-tallet. 

I de første år af undersøgelsesarbejdet tolkede vi stedet som et skibsværft og forventede at finde en bebyggelse i umiddelbar nærhed af fundområdet. Da vi imidlertid ikke har kunnet påvise, at værftsarbejderne har haft nogen form for permanent ophold på stedet, ændrede vi tolkningen til en havn, eventuelt en ledingshavn for de skibe, som området skulle stille til rådighed, når kongen i ufredstid opbød ledingsflåden. De øvrige snekkelokaliteter rundt om i landet skulle således have haft en tilsvarende funktion.

Dr.phil. Lutz Klassen har i en årrække gennemgået det store fundmateriale og er kommet frem til en ny tolkning af stedet, som kan forklare fraværet af faste konstruktioner i tilknytning til værftsarbejdet. Lutz Klassen vurderer, at dele fra mere end hundrede forskellige skibe, sandsynligvis langt flere, meget vel kan ligge indlejret i fundlaget, hvoraf kun en lille del er udgravet. Det drejer sig om dele fra såvel handelsskibe som krigsskibe, og analyser af træet viser, at hovedparten af skibene er bygget lokalt, det vil sige i regionen Lolland, Falster, Møn. I fundet er der dele fra 10 forskellige langskibe: skibe med en besætning på 60 til 100 mand, der normalt har tilhørt stormænd. Det typiske ledingsskib har næppe haft en besætning på mere end 40 mand, så fundet af langskibene taler imod tanken om pladsen som en ledingshavn. Lutz Klassen mener, at stedet måske kun har været i brug en enkelt eller få gange til at klargøre en invasionsstyrke, som skulle sættes ind mod det slaviske område syd for Østersøen. 

Denne tolkning udelukker dog ikke, at stedet også kan have været brugt over en længere periode som lokalhavn for de omkringliggende landsbyer. Kun en lille del af det store og velbevarede fundlag er udgravet, og i 2005 blev der gennemført en fredning af det centrale område.