Hjemkommet fra Cambridge studerede Prinsesse Margrethe ­1961-62 ved Aarhus Universitet, hvor hun bl.a. gik til forelæsninger i arkæologi. Elsebet Bruun, som læste til magister i samme periode, beretter om studietiden.

Vi var så få, vi studerende. I 1956, mit første studieår, var vi fem, og da jeg gik i hi med konferenslæsningen i 1962, var vi blevet en umådelig stor flok på 10-12. 

Universitetet var i sin helhed ikke stort. Det husede så få, at studenter, nogle undervisere og kontorpersonale alle kunne være i kælderetagens cafeteria. Der var lidt kø til frokost og te-tid og en anelse trangt mellem bordene, men det gik da. Alting gik egentlig så gelinde fra ens indmeldelse, betalinger, oplysninger etc. til den dag, man med nogen beklemthed indskrev sig til magisterkonferenseksamen. 

De fysiske rammer spillede ind. De gule mursten ude og inde fik selv gråvejr til at synes mindre gråt. Lyset inden døre var altid blødt, lidt lunt og venligt på gange og trapper. De store, renlinjede rum åbnede sig og dæmpede eventuel nervøsitet. Da Prinsesse Margrethe læste i Aarhus, så jeg, at også hun faldt i staver en dag, sol og skyer levendegjorde gavlenes murstensmønstre. Lydniveauet dulmede også. Der var en konstant summen af megen aktivitet, men med lave, dybe toner, for som en dør dog rungede, hvis den blev smækket for hårdt! Man lærte hurtigt at dæmpe sig. 

HØR DRONNING MARGRETHE FORTÆLLE

Forhistorisk arkæologi med obligatorisk bifag i klassisk arkæologi var vist udelukkende et magisterkonferensstudium i Aarhus. Den formelle side af studiet var overmåde let. Man mødte op på universitetskontoret og tilmeldte sig som konferensstuderende. Med filosofikum og for nogles vedkommende latinprøven bestået var man så at sige på slap line til den dag, engang ude i fremtiden, man indstillede sig til selve konferensen. Detaljeret studieplan, vejledning og prøver, endsige eksaminer, kendte man slet ikke. 

Ens tid administrerede man totalt selv. Der var en times forelæsning om ugen, hvis professoren ikke var på udgravning, eller andet kom i vejen. P.V. Glob, som var professor de første år, indtil han i 1961 blev afløst af Ole Klindt-Jensen, brugte et kvarter eller mere til at skrive litteraturhenvisninger på begge tavler. Han havde noter med, men fulgte dem ikke længe, fordi han begyndte at tænke højt med ideer og bemærkninger. Linjen blev holdt, men vi kom ofte vidt omkring, for eksempel fra et dekoreret jættestuekar, over Syrien, Sydfrankrig og Irland, før tråden samledes op igen. Jeg mener at kunne huske, vi alle ofte endte i cafeteriet, og der kunne Glob begynde at fabulere om andre muligheder fra forelæsningen. Klindt-Jensens forelæsninger gik i flyvende fart med meget grundige noter til støtte. Læselister for hele semestret var blevet fremlagt ved første møde. 

Dertil kom så ugentlige seminarer. Professoren havde udvalgt et tema, og vi studerende fik hver et begrænset emne til nærmere behandling, som havde en datofrist for afleveringen. Opgaverne var det bedste og det værste i hele min studietid. Vidunderlige, fordi man skulle grave sig helt ned i et afgrænset emne og selv opdage, hvad man egentlig havde lært. Rædsomme, fordi man sjældent var færdig i tide med afleveringen til professoren. Ud fra opgaven foretog han så sin evaluering af ens fremskridt. Engang afleverede jeg i hast noget sjusk. Mit manglende fremskridt blev særdeles effektivt tydeliggjort. 

Opgaven blev i gennemslagskopier lagt frem, så de andre studerende kunne læse ens produkt og få deres kommentarer klar til den påfølgende oplæsning. Disse eftermiddage oppe under taget i det gamle Aarhus Museum og senere på Hammelbanegården var højdepunkter. De andres kommentarer ud fra deres opgavers indhold gav ekstra bredde til ens egen. Samtidig lærte man sine kollegaer at kende fra helt nye sider. På trods af de ofte kritiske bemærkninger mindes jeg aldrig, at nogen blev såret. Drillerier var normalen for ikke at sige vildt florerende, men det øgede også forståelsen af semestrets tema. Her viste Prinsesse Margrethe sig at være et herligt plus for holdet. Hendes evne til at sætte fingeren på et ømt sted på en utrolig morsom facon satte ekstra fokus på pointen i hendes bemærkninger. 

Udgravning var en naturlig del af studiet, og den løse studieplan tillod, at man kunne tage af sted, når lejlighed bød sig. For mit vedkommende var gravningerne mindst lige så vigtige som det boglige stof. Jeg havde gravet med Hans Stiesdal fra Nationalmuseets middelalderafdeling i flere år, da jeg begyndte på universitetet, så Illerup Ådal blev min første forhistoriske udgravning. 

P.V. Globs og G. Bibbys ekspeditioner til Den Arabiske Golf i disse år gav nye udgravningschancer. Returbilletten kunne dengang løbende forandres, så længe det var nogenlunde mod nord og vest. Langt de fleste af deltagerne benyttede det, så en måned til hjemrejsen var normalt. Dernede fik vi, som noget helt nyt, et rådighedsbeløb, så der var råd til at forlænge hjemrejsen. Og fortsatte man, som jeg, til andre udgravninger, gik der måneder, før man igen så Danmark. Det var et vidunderligt liv og med muligheden for at deltage i andre nationers udgravninger med hver deres metoder, var det som at få studielegater til andre universiteter. Studenternes veje krydsedes på de større udgravninger, og man snakkede om nye epokegørende eller kontroversielle bøger, om andre fags metoder, om professorers forelæsningsrækker, og ofte om andre, man havde mødt.

Studiets løse struktur gav total frihed. For mig var det en Alladins turban af chancer og muligheder. Jeg er stadigvæk, 50 år senere, dybt taknemlig for hvert minut.