I Illerup Ådal eksisterede for 1800 år siden en perlerække af søer. I en af disse blev der i jernalderen foretaget krigsbytteofringer ved flere lejligheder. Vi tolker fundene som sejrherrernes tak til krigsguden og forestiller os offersøen som et helligt sted, hvor den hjemlige befolkning stod bag de rituelle handlinger. I hvert fald var offerstedet det samme gennem flere hundrede år, hvilket må skyldes fortællinger fra generation til generation. Ved fire lejligheder med op til 150 års mellemrum blev ufattelige rigdomme sænket i søen.

HØR DRONNING MARGRETHE FORTÆLLE

Fundstedet er beliggende to kilometer nordøst for Skanderborg. Ådalen strækker sig fra Mossø i vest til Stilling i øst og er omgivet af morænedannelser. Den var efter sidste istid en langstrakt, op til 25 meter dyb sø. Frem til romersk jernalder omdannede aflejringer og tørvedannelser efterfulgt af erosion ådalen til en række mindre søer, der var forbundet af et åløb. Illerupfundet er gjort i en af disse, en sø på 400 x 250 meter med en dybde på indtil fire meter.

Dele af Illerup Ådal blev drænet i 1950, og i maj måned samme år dukkede de første fund op ved drængravningen. Der er ikke beretninger om tidligere fund, selvom åløbet blev rettet ud i 1930’erne. Forhistorisk Museum i Aarhus, det nuværende Moesgård Museum, udgravede derefter i perioden 1950-1956 i alt 750 kvadratmeter med omkring 1.200 fund. I 1975 blev udgravningerne genoptaget, og det lykkedes gennem næsten 11 års undersøgelser frem til 1985 at udgrave i alt 40.000 kvadratmeter af den 100.000 kvadratmeter store jernaldersø, som i århundrederne efter krigsbytteofringerne var blevet omdannet til eng. 

Oldsagerne har i mosen befundet sig i et basisk miljø, og det betyder, at metaller, træ, knogle, tak og plantefibre såsom reb er bevaret, mens læder og uld er gået til grunde. Der er fundet våben og krigerudstyr over hele det udgravede område, og det betyder, at der fra øst til vest er 400 meter mellem de yderst beliggende oldsager og fra nord til syd mere end 200 meter. Eftersom fundene i tid spreder sig fra ca. 200 e.Kr. til omkring 500 e.Kr., var det allerede, da udgravningerne begyndte i 1950, klart, at fundene ikke kunne stamme fra en og samme ofring. 

Ved at sammensætte brudstykker fra bevidst ødelagte våben er det muligt at skelne mellem tre uafhængige grupperinger i arealet. Plads A omfatter et stort antal fund fordelt over hele det udgravede areal; plads B udgør et afgrænset område ved jernaldersøens sydbred, og plads C ligger afgrænset lidt øst for plads B. De tre pladser adskiller sig tillige ved den bevidste ødelæggelse, der har fundet sted før nedlæggelsen, idet genstandene fra plads A og formodentlig også plads B ikke blev brændt i modsætning til genstandene på plads C. Genstandene på plads A er smidt ud fra en båd, mens de på B og C er kastet ud fra søbredden. 

Offerpladserne dateres ved hjælp af karakteristiske våbentyper som spyd, lanser og skjolde. Den absolutte kronologi kan belyses ved at se på romerske mønter, denarer, hvoraf den seneste blev slået i 187-88 e.Kr., kombineret med årringsdateringer af skjoldbrædder af egetræ. Fældningsårene er beregnet til mellem 164 e.Kr. og 200 e.Kr. 

Det fremgår endvidere, at den ældste ofring, plads A, er et sluttet fund, som er ofret ved én lejlighed i en tidlig del af yngre romertid; plads B er en generation senere, mens plads C hører hjemme i overgangen mellem yngre romertid og ældre germansk jernalder (350-375 e.Kr.). Plads D er et halvt århundrede senere. Plads A er langt den mest omfattende del af Illerupfundet og den mest varierede indholdsmæssigt.

Spyd og lanser er den altdominerende fundgruppe. De er velegnede til datering af de forskellige ofringer, fordi formerne varierer fra generation til generation. 

Sværdmaterialet består af klinger til dels med greb, af sværdskeder og sværdskedebeslag samt af sværdophæng. Omkring 150 klinger tilhører de ældste ofringer, mens omkring 80 tilhører den yngre plads C. Mange af de ældre klinger er udstyret med romerske stempelmærker og en del med indlægninger. Sværdklinger er stort set ikke fundet sammen med sværdskeder; derimod er sværdskedefragmenter ofte fundet sammen med sværdophæng.

Skjoldmaterialet er yderst komplekst, fordi træet i vid udstrækning er bevaret. I nogle tilfælde er skjoldene fuldt bevaret med 5-8 skjoldbrædder, bule, håndtag, og randbeslag, i andre er så store dele af skjoldet bevaret, at de cirkelrunde skjoldes diametre har kunnet måles eller beregnes. 73 skjoldes diametre varierer mellem 87 cm og 115 cm med et gennemsnit på omkring 97 cm. I en del tilfælde er konstateret rødt farvestof, mens der kun sporadisk er fundet rester af læderovertræk. 

Hesteudstyret tilhører alt sammen plads A. Det omfatter blandt andet ti sæt biddele, otte sæt hovedtøj og ti sæt omgangsremme til at fastholde sadlen med, men disse tal dækker formodentlig over et højere antal hesteudstyr, hvoraf de resterende dele findes i den uudgravede del af fundet. Beslagene er med få undtagelser udført i sølv og bronze. 

Livremme og de genstande, der var ophængt i bæltet, var derimod rytternes personlige udstyr. Blandt fundets i alt 388 remspænder stammer 40 fra hesteudstyr, 18 fra bandolerer, mens 287 er fra livremme. De resterende kan ikke med sikkerhed funktionsbestemmes. I livremmene var ophængt knap 130 sæt fyrtøj og 143 kamme. Ildstål med gennemboret skaft blev ophængt i en lædersnøre, mens ildsten, kamme og værdigenstande i form af perler, spandformede vedhæng, denarer og skrotmetal har været båret i poser eller punge. 

Af øvrige fundgrupper kan nævnes metal- og træværktøj som loddekolbe, perletrådsfil og høvl – høvlen endda udstyret med en af fundets ti runeindskrifter. To forgyldte kolbearmringe, en snoet guldhalsring samt betalingsguld hører til fundets eksempler på kostbart udstyr.

Ved at sammensætte brækkede sværd har vi dokumenteret, at Illerupfundet rummer omfattende ofringer, der blev foretaget på nøjagtigt samme sted, men med mere end 100 års mellemrum. Derfor må det have været lokalkendte folk, der har foretaget ofringerne. Men hvem var deres modstandere? 

Det personlige udstyr fra den ældste ofring, især fyrtøj og kamme, viser, at oprindelsen af dette udstyr må have været vestsiden af Den skandinaviske Halvø, altså det nuværende Norge og måske tilstødende dele af Vestsverige. Våbnene er af blandet herkomst: Spyd, lanser og skjolde er hjemligt fremstillet, men sværdklinger og en del skede- og bandolerudstyr er romersk import. 

I forbindelse med studier af pragtudstyret på plads A er det lykkedes at beskrive hierarkiske strukturer i den skandinaviske jernalderhær; det kan man særlig tydeligt iagttage i skjoldmaterialet, hvor den rigeste gruppe har været udstyret med skjoldbuler af sølv, en mellemgruppe med bronzebuler, mens de almindelige krigere har haft skjoldbuler af jern. Også hesteudstyr, bandolerer og sværdgreb kan indplaceres i hierarkiet.

Eftersom mindre end halvdelen af fundstedet er udgravet, må man forestille sig, at de angribende styrker omfattede mere end 1.000 krigere med et dusin officerer i spidsen og op mod 100 befalingsmænd. 

Det har været frygtindgydende at se en hær så talstærk gå i land fra måske 40 skibe, formentlig af Nydam-typen, men ikke desto mindre blev fjenden overvundet af velorganiserede forsvarere, der fejrede sejren ved at ofre det erobrede udstyr.

En mystisk genstand af bronze blev i 1985 gravet frem i Illerup Ådal. I gravebogen beskrives den som en »metaldims«. Den lidt primitive beskrivelse afslører en vis usikkerhed med hensyn til tolkningen af genstanden, som da også er sjælden på vore breddegrader. 

Den fundne genstand er af en kobberlegering, en støbt, ringformet gitterkonstruktion, hvis funktion endnu er uklar. Den har tilsyneladende været ophængt i en snor, hvoraf rester blev fundet ved udgravningen. Derfor kan vi formentlig tillade os at kalde genstanden et vedhæng på 55 millimeter i diameter og med en tykkelse på 24 millimeter. Et kraftigt slid afslører, at det må have haft en betydelig alder, da det blev ofret sammen med andre genstande fra Illerupfundets ældste nedlægning o. 200 e.Kr. I samme oldsagskoncentration fandtes andre værdigenstande i form af perler og metalobjekter.

Som sagt er sådanne vedhæng ikke almindelige i Nordeuropa. Andrzej Kokowski har efterforsket fundstederne og dokumenteret 13 eksemplarer af samme type som Illerupstykket. De otte af disse hører hjemme på Krim ved Sortehavet og er fundet i sarmatiske grave fra 2. århundrede. På grund af sliddet tilhører Illerup-eksemplaret formentlig en tidlig del af perioden. Ellers kendes typen i enkelte eksemplarer fra Kaukasus i sydøst til Polen i nord. Dens vej fra Sydøsteuropa til Østjylland er endnu ikke klarlagt. Funktionen er også uklar, men da sarmaterne var ryttere, kunne man forestille sig, at pyntegenstanden var ophængt i ridetøjet, eventuelt som amulet.