I Centraleuropa udfoldede en hidtil uset brutalitet sig mennesker imellem: Voldelige konflikter fandt sted i stadig større skala mellem stammer og nye grupperinger i samfundet. Våbenproduktionen voksede og spredte sig i takt jernets udbredelse.

Stammer bekrigede hinanden og indgik alliancer i hvad der ligner en uendelig voldsspiral. De brændte landsbyer ned til grunden, huggede hoveder af fjender, tog kvinder og børn som slaver og udryddede hele lokalsamfund.

De store stammekrige involverede tusindvis af krigere med lange dobbeltæggede sværd, lanser, ovale træskjolde med skjoldbuler af jern, køller, kunstfærdige hjelme og carnyxer, så langt øjet rakte. Med de store slag spredte den keltiske indflydelse sig ud til endnu større områder.

De første mønter i Central- og Nordeuropa blev slået i kelternes befæstede storbyer – oppida. Fyrster anvendte mønterne til at demonstrere deres magt, rigdom og indflydelse i forbindelse med handelsaftaler og krigsalliancer.

Den keltiske fyrste Dumnorix var leder af stammen hæduerne – aedui – fra det centrale Frankrig. Dumnorix fik slået en mønt med hans portræt på den ene side og hans styrke og magt på den anden, hvor han holder et sværd og et afhugget hoved fra en fjendtlig fyrste. På mønten står hans navn, som betyder "Verdens konge/hersker". Budskabet synes at sige: "Jeg ejer guldminerne og kontrollerer handlen. Slut dig til mig eller mist hovedet."

Mønter havde også motiver af heste, vildsvin eller krigsgudinder. De signalerede militær styrke, mens efterligninger af græske eller romerske mønter kunne vise, at man var en civiliseret handelspartner, som omverdenen kunne stole på.

Nogle stammer efterlignede hinandens mønter. Det var sandsynligvis et tegn på diplomati i forbindelse med handelsaftaler og krigsalliancer. Når Dumnorix forsøgte at samle en koalition mod Rom, brugte han sine enorme rigdomme til at betale lejetropper fra andre stammer. Mønterne fungerede som "smøremiddel" til at holde de ofte skrøbelige alliancer sammen.

I grænselandet uden for byerne satte krigerfyrster, kvægtyve, hovedjægere og krigerfællesskaber hinanden i stævne for at indgå alliancer. Alliancerne havde forskellige formål, men grundlæggende indgik stammerne strategiske og taktiske alliancer som forsvar af territorier, handelsruter, råstoffer og kvæg, eller for at øge deres magt og indflydelse ved at bekæmpe rivaler for guld, fanger og afhuggede hoveder. 

Det krævede diplomatiske forhandlinger at smede en alliance. Ofte havde stammerne ligget i krig med hinanden gennem generationer. Fyrsterne stod i både politiske og personlige dilemmaer – de skulle gøre op med sig selv: "Vil jeg indgå en krigsalliance med den mand, der huggede hovedet af min far, for at blive rigere og mere magtfuld?" eller "Vil jeg indgå en krigsalliance med den mand, der huggede hovedet af min far, for at hele min familie og stamme kan overleve og leve deres liv i frihed?"

Hvis forhandlingerne bar frugt, festede stammerne og krigerne drak dybt af store keltiske kedler – måske for at sikre sig udødelighed på slagmarken.

Antikke græske og romerske kilder beskriver de keltiske krigere som frygtløse – og det er der måske en god grund til, som vi finder på Gundestrupkedlen.

Gundestrupkedlen er et af de fineste, vigtigste og mest omdiskuterede fund fra Europas jernalder – og den er tilmed fundet i Danmark. Den er prydet med sølvrelieffer, der fortæller om både keltisk og thrakisk mytologi. Et af reliefferne – Krigerpladen – giver måske svaret på de keltiske krigeres frygtløshed:

En lang række af cingetes marcherer mod en gudinde med en stor kedel. Gudinden dypper én efter én krigerne i kedlen, så de genopstår, nu til hest med fyrstelige hjelme, og de rider stolte videre i efterlivet.

Relieffet kan knyttes til keltiske krigerritualer inden store slag, hvor krigere formentlig drak af rituelle kedler, som gav dem overnaturlige kræfter. Hvis de faldt på slagmarken, ville de leve videre blandt guderne i Den Anden Verden. Derfor bliver Gundestrupkedlen også kaldt "Udødelighedskedlen".

Krigerne var en helt særlig del af de keltiske samfund – de indgik i en krigerkaste med ritualer, der definerede et fællesskab i både livet og døden.

Cingetes – betyder kriger. De fleste fodfolk var bevæbnet med lanser, mens de professionelle krigere bar lange, dobbeltæggede La Tène-sværd og skjolde med skjoldbuler. Kelterne opfandt og smedede ringbrynjer, men de var forbeholdt elitekrigere og fyrsteslægter.

• Gaesatae – berømte for at vise deres dødsforagt og tillid til gudernes beskyttelse ved at kæmpe nøgne, kun iført spyd/lanser og torque – en keltisk halsring.

• Soldurii – elitekrigere personligt knyttede til en fyrste gennem en hellig ed. De delte alt med deres fyrste – både rigdom og krigslykke. Hvis fyrsten faldt på slagmarken, fulgte de ham muligvis i døden ved rituelt selvmord, da det blev betragtet som vanære at overleve fyrsten.

• Trimarcisia – keltisk kavaleriformation bestående af en fyrste, til hest eller i stridsvogn, flankeret af to ryttere. Krigere til hest hed marcacoi.
  
  Kelterne havde særlige krigergravpladser. Her lå kun krigere med deres udrustning og sværd. De blev gravlagt med bøjede sværd – et ritual man ser i krigergrave på tværs af hele det keltiske kulturområde. Ritualet med de bøjede sværd viste, at sværdene nu ikke længere skulle anvendes til krig i denne verden, men stadig sikrede, at de døde bevarede deres krigeridentitet i Den Anden Verden. Gravritualerne viser, at keltiske krigerne var forbundet over store geografiske afstande. 
  

Kelterne var hverken allierede eller organiserede i ét rige – de var hundredevis selvstændige stammer, der hver især ofte blev ledet af et stamme-oligarki. Stammerne indgik krigsalliancer med hinanden over store afstande, og mod slutningen af 1. årtusinde f.Kr. trængte germanske stammer og Romerriget for alvor ind i de keltiske områder.

Omkring 80-70 f.Kr. forsøgte den galliske fyrste Celtillus fra den magtfulde arverner-stamme at forene Gallien under sig, ved at udråbe sig selv til konge over hele Gallien (nuværende Frankrig, Belgien og Luxembourg). Det var ekstremt kontroversielt. De galliske stammer, og eliten hos arvernerne, var dybt mistroiske over for enevældig magt. De foretrak deres traditionelle oligarki. Celtillus stræbte efter kongemagten og blev henrettet for at ville undertrykke gallerne, der værnede om deres frihed og selvstændighed.

I 58-50 f.Kr. invaderede Julius Cæsar det keltiske Gallien. I Gallien var stammerne var splittede. De havde bekriget hinanden gennem generationer, og de selvstændige stammer havde egne politiske interesser, f.eks. at de formodentlig alle ønskede at øge deres magt, rigdom og indflydelse. Her trådte Celtillus' søn Vercingetorix mod alle odds ind på den politiske scene. Vercingetorix formåede at forene mange galliske stammer i en krigsalliance mod undertrykkelse og udslettelse. Hvor faderen fejlede, lykkedes det Vercingetorix at smede en storstilet alliance sammen mod en ydre, fælles fjende. Dels at appellere diplomatisk til gallernes frihedstrang, og dels ved at tage gidsler fra hver stamme som sikkerhed for alliancen.

Selvom Vercingetorix samlede et af de største keltiske krigerfællesskaber, var det en skrøbelig alliance. Nogle stammer var handelspartere med romerne, og nogle lå under for bestikkelse eller politisk pragmatisme. De interne stridigheder gjorde det svært for gallerne at modstå det ekspanderende Romerrige. Først mod slutningen af Gallerkrigene sluttede næsten alle stammer sig til alliancen, men for sent. Romerriget vandt Gallerkrigene og overtog Gallien.

Foto: Benjamin Smith, CC BY-SA 4.0

I det danske område dukkede nye former for grænser og forsvarsanlæg op fra ca. 500 f.Kr. Selvom grænsedragningerne ikke nåede de samme dimensioner i Sydskandinavien som de keltiske, udgjorde de stadig en betydelig hindring for en ridende hær. Hegn, palisader, grøfter, volde og dybe voldgrave med "tæpper" af tilspidsede pæle – såkaldte hulbælter – blev anlagt omkring bopladser, f.eks. Grøntoft og Brændgaards Hede i Vestjylland. De lå også som af og til flere kilometer lange lineære forløb, der afbrød centrale veje eller afskar dele af landskabet. Hulbælterne var effektive til at bremse kvægrøvere og større plyndringshære eller fungerede som en slags snublefælder på slagmarken.

Grænsemarkeringerne i Sydskandinavien knytter sig til nye, store fællesskaber og grupperinger, der var i gang med at udvikle sig: Dyrknings- og græsningsfællesskaber eller fællesskaber inden for råstofudnyttelse blev i stand til at oparbejde et vist overskud i produktionen. Fællesskaber, der bliver gravlagt sammen, og bosatte sig sammen i større landsbysamfund. Og fællesskaber, der tydeligt markerede, at de adskilte sig fra andre grupper, f.eks. gennem grænse- og territoriemarkeringer.

Mange af de alliancer, grænser og fællesskaber, der opstod i Centraleuropa og Sydskandinavien i jernalderen, var midlertidige. Men på sigt blev de en varig del af kulturer og landskab.

Grænsedragningerne åbnede for, at enkeltpersoner og landsbysamfund akkumulerede jord, rigdom og overskud, og satte sig dermed på magten. Gradvist voksede skellet mellem dem, der havde meget, og dem, der havde lidt – der opstod således også skel og grænsedragninger i selve samfundsordenen.

Lige siden den tidlige jernalder har grænser, "ejendomsret" og alliancer på tværs af disse været forbundet med grundlæggende idéer om fællesskaber og rettigheder, der stadig er kendetegnende for Europa den dag i dag.